Til indholdet

Radiohead

Fornavn:Klaus-bernt
Efternavn:Rudolphsen
Køn:Mand
Alder:73
UIN:
Ikke angivet
Hjemmeside:da.wikipedia.org/wiki/Wolfgang_Amadeus_Mozart
Land:Danmark
Beskæftigelse:Arbejde (IT)
Beskrivelse:Jeg er piperyger, og har været det siden jeg blev konfirmeret, hvor jeg fik min første merskumspibe af mor og far. "For nu er du jo en rigtig mand", sagde far dengang til mig. I 50'erne havde man et anderledes syn på tobak, og rygning var et statussymbol for mange.
I starten røg jeg primært mildt aromatiske tobakker med en relativt lav smagsfylde, men i takt med at alderen steg, blev tobakken mere kraftig og fyldig.

Som 18-årig var jeg ude for en ulykke, der betød, at jeg i en længere periode var sengeliggende - dels på hospitalet, dels i hjemmet på Rygaardsvej hos mor og far.
Min tilstand blev i den første uge betragtet som alvorlig. Jeg lå bevidstløs i omkring 6 dage efter ulykken, og da jeg blev udskrevet var trangen til nikotin aftaget, og jeg stoppede med at ryge i en periode på ca. ½ år.

Efter ulykken havde jeg fået et andet syn på livet. Vi har kun det ene liv, og jeg syntes derfor der skulle ske noget mere end der gjorde. Jeg arbejdede på det tidspunkt deltid hos "Bager Tejs" i landsbyen Spæltsbøl lidt uden for Kerteminde. Han var en rar, ældre herre, og hjalp mig ofte når jeg havde problemer. Det kunne være problemer med min - til tider - voldelige far, klassekammerate­rnes mobben(Jeg havde åbenbart store ører) eller lektiehjælpen.
Jeg var meget glad for Tejs. Han agerede nærmest "farmand" for mig.
Det gjorde mig derfor enormt ondt, at fortælle ham, at jeg havde besluttet, at rejse.
Tejs og jeg tog en flot afsked i slutningen af april 1959. Herefter tog jeg hjem på Rygaardsvej, pakkede mine ting, puttede min trofaste pibe i lommen igen, og drog ud på en rejse, som jeg endnu ikke vidste hvor ville ende.
Sporvognen ud af sognet, bumletoget videre ned gennem Jylland til Tyskland.
Tyskland var et helvede uden lige. Det skyldtes måske, at jeg kun så området omkring Samson Strasse, hvor jeg havde booket mig ind på et billigt hotel. Her hang nøgne prostituerede bogstavelig talt ud af vinduerne, og råbte efter mændende, for at kunne tjene penge til morgendagens heroin. Et modbydeligt og klamt sted, hvor jeg kun blev i ganske få dage.
Jeg besluttede mig derfor for at tage videre til Irland, hvor jeg havde en slægtning.

Jeg ankom med toget til Limerick i slutningen af maj.
Det nærmede sig sommertid, og det kunne mærkes i det fugtige Irland(Irland har et af Europas højeste humidities/luft­fugtigheder). Den fugtige, klamme luft gjorde det svært at komme af med varmen, så jeg valgte - frisk of fri som jeg var - at gå fra banegården i Limerick til Ennis, hvor min morbroboede. Ennis lå omtrent 25 kilometer fra Limerick, så der var lang vej. Til gengæld fik jeg lov at se byen Bunratty på vejen til Ennis. En lille idylisk, utrolig smuk by med en af verdens smukkeste, små kirker.

Der var 5 kilometer til Bunratty, og jeg nåede dertil på omkring 30 minutter. Jeg gik rundt og nød atmosfæren i flere timer, og var efterhånden blevet tørstig. Jeg tog derfor ind på den lokale bæverding og fik en sodavand.

Bartenderen lignede Tejs hjemmefra, og jeg faldt hurtig i snak med ham. Han hed Michael Fitzpatrick, men ville kun kaldes Pat.
Da han hørte om min lille rejse, tilbød han mig et job, så jeg kunne tjene lidt til føden, mens jeg var i Irland.
Da jeg syntes han var rar, takkede jeg pænt ja, og vi aftalte af jeg startede ugen efter.

Resten af turen til Ennis var sej, men tusmørket bidrog med en kølig brise i ny og næ.

Sent på aftenen 28. Maj 1959 bankede det på døren hos Lisa og Frankie MacDermott i Ennis. De havde fået besøg af deres nevø. Mig :)
Jeg blev vel modtaget og de fortalte mig, at jeg var velkommen til at blive så længe jeg ville. Det passede mig fint.

Ugen efter startede jeg som aftalt hos Pat på puppen The McCalla Jade i Bunratty.
Det skulle vise sig, at jeg blev her i mange år, hvor jeg i øvrigt lærte at skære tobak til pibe. Vi havde en side geschæft i baglokalet, hvor vi solgte hjemmemixet special-tobak fra.

Pat døde d. 21. december 1973 hvorefter jeg, som hans nærmeste, overtog puppen og tobaksforretnin­gen.
Siden havde jeg købt et hus i Shannon 5 kilometer udenfor Bunratty for at aflaste min kære morbror og kone lidt :)


Her stiftede jeg de efterfølgende år mange nye bekendtskaber og fik sågar kæreste og barn.
I slutningen af 80'erne fik jeg overtalt Shannon(Ja, det hedder min kone også :)) til at flytte med mig tilbage til Danmark.

Da vi kom hjem til gode gamle Danmark, fortsatte jeg tobaksforretnin­gen, mens Shannon arbejdede deltid i en børnehave.
Tobakken blev hurtigt en success. Den unikke smag og balance mellem aroma og kraft, var noget danskerne endnu ikke kendte til. Det var virkelig en specialitet, og tobakken gav mig det økonomiske overskud der skulle til, for at jeg kunne lægge arbejdet fra mig, og leve fedt på opsparing og renter resten af mine dage.
Så i 2001 sagde jeg farvel og tak til arbejdet.

Idag ved jeg intet bedre, end at nyde en god pipe tobak i stolen mens jeg læser et godt ugeblad eller ser et spændende program i TV.
Noget af det bedste jeg ved, er en velskåret, uspoleret tobak med fyldig smag, og når man i min alder er blevet pensioneret efter et langt og hårdt arbejdsliv, er der intet bedre end den søde smag fra en velmixet pibe tobak.



-Radiohead
Oprettet:2002-04-18 20:27:09
Seneste login:2014-11-25 20:25:06
Antal logins:6155
Kommentarer:3126
Forumindlæg:56