Så er Microsoft & Turn 10 klar med det fjerde Forza Motorsport 4-spil. Vi har taget det ud af garagen og givet det en ordentlig tur for at se, om vi skal krone en ny konge i genren.
Mere end bare flot indpakning
Forza Motorsport 4 lægger meget sigende for med en lille forfilm, hvor Top Gears Jeremy Clarkson rammer hovedet helt på sømmet. Et bilspil skal først og fremmest handle om køreglæde, larmende motorer, hvinene dæk og fantastiske veje, hvor du for alvor kan opleve friheden på fire hjul. Turn 10 er tilbage med Forza Motorsport 4 og lad det bare være sagt med det samme: De har leveret den bedste biloplevelse på en konsol til dato.
Bilspil kommer i mange varianter og former. Indtil i dag har vi måttet vælge det ene eller det andet. Sim-fans er sjældent på taleford med arkade-racerne og alle har deres præferencer med hensyn til, hvad et bilspil skal kunne bidrage med. Forza Motorsport 4 kan meget vel være det første spil, som for alvor favner bredt. Før du overhovedet får lov at vælge noget, bliver du nemlig smidt ud på en omgang på en af spillets fem nye baner (Bernese Alps) med alle hjælpemidler slået til. Du får fartfornemmelsen med det samme og her vil de fleste nyankomne kunne smage sejrens sødme.
Det er to år siden Turn 10 leverede Forza Motorsport 3 og første indtryk af fireren kan være misledende. På overfladen møder man igen et velpoleret menu-design og interface og den allerførste tur snyder bare en smule. Med spillet i ren arkade-mode på første omgang, får man ikke fornemmelsen af de mange subtile ændringer under kølerhjelmen, som samlet set gør så stor en forskel. Forza-spillene har altid båret præg at minimalistiske designvalg, når det gælder interface. Forza Motorsport 4 fortsætter denne tradition, men der går ikke mange minutter før du opdager at det hele er pakket lidt varmere ind. Spillet har så at sige fået lidt mere passion og sjæl på den italienske måde. Det er derfor ganske rammende, at det er Ferraris 458 Italia som pryder forsiden af spillets indpakning.