Har du nogensinde oplevet at sidde og spille, og pludselig opdage at solen er ved at stå op udenfor? Kendere af Civilization-serien har utvivlsomt oplevet dette mindst én gang. Efter en pause siden 2005 kan PC-folket endelig se frem til at prøve kræfter med et nyt kapitel i serien, når Civilization V udkommer den 21. september. Daily Rush fik tilsendt en adgang til et preview og vi dykkede naturligvis ned i goderne og afprøvede spillet. Bør du begynde at spare op, eller er serien fortid?
Verdenen er din - igen
”Baba yetu, yetu uliye. Mbingu… mi…ye”-så kan jeg mere af teksten. Men har du spillet Civilization IV, der udkom tilbage i 2005, kan du sikkert huske den næsten ikoniske melodi, der bød dig velkommen ved opstart. Denne saglige musik dannede lydkulisse for en roterende jordklode, og på det helt rigtige tidspunkt brød Solen frem bag Jordens krumning og skabte en af de mest gennemført stemningsfulde hovedmenu-skærme i lang tid. Fornemmelsen af en ny civilisation og verden der blev født på ny ved dine fingerspidser, sad bare i kroppen. Da jeg fik stukket en preview-kode af det kommende Civilization V i hånden (Steam fungerede som min tredje hånd i denne forbindelse), var den nye hovedmenu rent faktisk noget af det jeg glædede mig mest til at opleve. Jeg blev desværre en smule skuffet over blot at opleve et stilbillede af en statue af græske Atlas, der støtter verden på sine skuldre. Symbolismen er stadig til stede – den er blot langt mindre stemnings- og virkningsfuld, bl.a. fordi musikken er knapt så markant denne gang. Dog var jeg ekstremt positiv overfor den flotte CGI-intro, der tangerer Blizzard/Blur-kvalitet.
Nåh, det hele skal ikke gå op i menuer af divergerende karakter, selv om det alt taget i betragtning, ville være ganske unikt at previewe et spil udelukkende gennem hovedmenuen. Ergo hoppede jeg ind og gav mig i kast med spillet. Visse dele af spillet var bevidst utilgængelige, så som Multiplayer og kort af størrelsen ”Large” og ”Huge” – kort, der gerne varer længe nok til at man kan nå at opleve et par solformørkelser i mellemtiden. Nuvel, jeg måtte ”tage til takke” med et ”Standard”-kort, der dog skulle vise sig at være tidsslugende af mægtig kompetent karakter. Efter 11 timer på ét og samme kort, blev jeg enig med mig selv om at afbryde og prøve noget nyt, hvis jeg skulle nå at udforske spillet ordentligt i tide.
