Til indholdet

The Witcher 2 (PC)

Små fire år efter forgængeren, hvis vi ikke tæller de mange opdateringer og "Enhanced" versioner, er CDProjekt klar med Witcher 2, der nok engang sætter dig i støvlerne på witcheren Geralt of Rivia. Kongemord, monsterjagt og krig er på dagsordenen, men kan polske CDProjekt leve op til deres succesfulde startskud?

Dine valg ændrer historien

Witcheren Geralt sidder i et fængsel foran en mand ved navn Vernon Roche. Geralt er blevet fængslet for mordet på landets konge, men du erfarer hurtigt på første hånd, at en anden witcher er ansvarlig for det royale mord og at du har fået skylden. Geralt ender dog med at overbevise Roche om sin uskyld og sammen med Roche og hans smækre magikertøs, Triss, bryder han ud af fængslet og drager mod byen Flotsam, i jagten på at indfange den rigtige morder og rense sit navn. Ud over problemet med sit rygte, slås Geralt også med hukommelsestab og har umiddelbart kun vage minder om en kvinde ved navn Yennefer. Han har med andre ord nok at se til og da Geralt lander i Flotsam, har han blot taget de første, spæde skridt på en lang, personlig og omfattende rejse.
Billede Billede
Der er mange himmelvendte tommefingre at placere foran spillets historie. Den største af dem alle er hvor personlig den føles, baseret på de valg du foretager. Ikke alene stiller den dig ofte overfor nogle uhyre vanskelige valg; dine valg ændrer også historiens gang ganske radikalt, mere end noget andet rollespil i lang tid. Historien er groft sagt opdelt i tre akter og hele andet akt formes ud fra dine valg mod slutningen af første akt, ligesom dine valg har også dybtliggende konsekvenser for bl.a. spillets afslutning. Som sagt er det heller ikke lette valg du bliver stillet overfor; at beslutte hvem der lever og dør eller hvem du allierer dig med, er hverdagskost. Selv om du ikke direkte har kontrol over andre end Geralt, render du ofte rundt sammen med en gruppe karakterer, hvis personligheder, omend de ikke er så sprudlende som genrens bedste, alle er forskellige uden at være karikerede eller tegneserieagtige. Og mens du oplever visse dele af historien en tand for langt fra sagens kerne, leverer den stadig mange slagkraftige momenter og er værd er gennemspille flere gange. Faktisk skal du minimum op tre-fire gennemspilninger, før du har været nogenlunde omkring det hele.
Billede Billede
Har du ikke spillet forgængeren, bør du forberede dig på ikke at kunne følge med i alt hvad der foregår fra starten, ligesom du også misser muligheden for at importere et gemt spil herfra. Hvad en witcher er, hvem Yennefer (kvinden, som alt Geralt’s hukommelsestab synes at dreje sig om) eller hvordan mennesker, dværge og elvere lever sammen, forklares først løbende og du er lovligt undskyldt for at være lidt fortabt i starten. Et andet minuspunkt er, at historien forlader sig kraftigt på overraskende afsløringer hen mod sin slutning, men til sidst går det nærmest helt over gevind, når den ene sandhed begynder at erstatte den anden. Slutningen er god, men ikke komplet tilfredstillende, da den kun afslutter en lille del af det enorme komplot som historien skriver sig selv ind i til slut. Witcher 2 er et langt spil – 20-35 timers penge, afhængig af hvor sulten du er efter sidemissioner – men alligevel lader den til at runde sig selv af hurtigere end hvad godt er.