Dyster Max Payne ala Rockstar
Rockstar har valgt en helt anden stil end den vi kender fra Remedy. Væk er tegneserierne. Væk er noir-stilen med de mørke gader, de besnærende kvinder og den tykke New Yorker-stemning. Væk er humoren og væk er de sjove indslag, hvor Max Payne med sarkasme og ironi lettede den nogle gange trykkede stemning i de to første spil. Vi har at gøre med et meget voksen fortælling, der ikke en eneste gang laver et svinkeærinde, smider en joke af i svinget eller forsøger at gøre lidt grin med de tunge emner som alkoholisme, depression, vold, mord og forræderi. Historien rammer som en tung hammer, og den bliver bare ved med at tæve dig ned i sølet. Max Payne er i den grad en fortvivlet, alkoholiseret og deprimeret mand, der ikke aner, hvad fanden han har gang i.
Accepterer du, at vi siger farvel til den typiske fortællestil fra de to første spil, så er historien virkelig et fantastisk stykke fortællemæssigt håndværk. Det er igennem to tredjedele af spillet næsten ved at blive for meget. Max Payne er næsten FOR deprimerende og uudholdelig at se på. Så da forløsningen endelig kommer senere hen i spillet, er den intet mindre end fantastisk. Det er som at blive holdt under vandet lige indtil, at man ikke kan klare mere, for så at komme op og få luft. Rockstar med Dan Houser i spidsen som forfatteren er kreeret en uforglemmelig rejse. En rejse som alle med hang til gode krimi-thrillere ikke må snyde sig selv for. Det er nærmest en spiludgave af "Man on Fire". Hvilket bestemt er en god ting. Hele spillet igennem fungerer Max Payne som i de gamle spil som fortæller, og det trækker spilleren helt ind i spillet. De konstante, velskrevne kommentarer bliver leveret perfekt og de støtter godt op omkring både stemningen og selve historien. Det altomfavnende fokus i Max Payne 3 ligger dog på fortællingen, og det går desværre ud over en lille ting kaldet for gameplay.
Rockstar har altid kontrollen
Max Payne 3 er en ekstremt kontrolleret og stringent spiloplevelse. Banerne er fuldstændigt lineære, flere steder grænsende til korridorskyderi. Du bliver som spiller altid holdt i en meget stram snor. Det er dog ikke altid en dårlig ting, da den stramme opbygning giver nogle fede shootouts. Problemet i Max Payne 3 er, at hele spillet er proppet med utallige mellemsekvenser. Alle loading-skærme er faktisk gemt bag mellemsekvenserne, hvilket som sådan er ok. Men når spillet skifter over til en mellemsekvens imellem hver eneste lille shootout i spillet, så ødelægger det flowet fuldstændigt. Det er især slemt i den første halvdel af spillet, hvor man flere gange må nøjes med at styre Max Payne rundt i et halv minut, hvorefter der følger to til tre minutters mellemsekvenser. Det bliver faktisk meget irriterende, da det ikke længere føles som et spil, men en film med et on-rail skydegalleri smækket bag på. For selvom historien vitterligt er genial, så overtager fortællestilen alt for meget i forhold til gameplayet.
Rockstar har flere steder i selve gameplayet svært ved at give dig styringen. I en snipermission overtager spillet for eksempel styringen med selve sigtekornet (du kigger udelukkende igennem et kikkertsigte), og hver eneste gang du har skudt en mand, kører sigtekornet ned til Raul Passos, som du skal beskytte. Det er dybt frustrerende og fuldstændig unødvendigt. Flere steder i spillet er visse fjender desuden udødelige, indtil du når hen til et bestemt sted på banen. Det virkelig bare skørt og mildest talt for dårligt et spil af denne kaliber.
