Splinter Cell: Pandora Tomorrow er efterfølgeren til Ubisofts populære third person sneaker af cirka samme navn. Endnu en gang indtager vi rollen som Sam Fischer - en aldrende NSA agent med hang til mørke gummidragter.
Singleplayer
Sam Fischer er den eneste af sin slags; En hitech cyber-spion-ninja, specialtrænet til i bedste Thief-stil at leve i skyggerne og nå sine mål via en gennemtænkt blanding af snilde, smarte højteknologiske gadgets og en riffel, der kan skyde benene af en flue uden den opdager det.
Og så er han - naturligvis, fristes man til at sige - Amerikas eneste udvej i kampen mod den onde, onde terrorist, Sadono, der truer med at frigive koppe-bakterier i udvalgte nordamerikanske byer.
Hvis det altsammen lyder som noget du har hørt før, er det næppe tilfældigt. Det er begrænset hvor meget nyt der er i SC:PT, og det behøver der heller ikke være. SC:PT følger den afprøvede formular fra det første Splinter Cell spil, og det fungerer fremragende.
Singleplayer delen af SC:PT består af en række missioner, hvori vi følger Sam Fisher og hans NSA venner mens de stille og roligt optrevler Sadonos terror netværk. Missionerne er meget lineære og ikke helt så varierede som man kunne håbe på, men det bliver det hele ikke mindre kedeligt af.
Det er nemligt stadig særdeles spændende at krybe sammen i et hjørne mens vagter med lygter og hunde leder efter én. Ligeledes er der noget specielt over at hoppe lydløst ned bag en vagt, når han mumlende konstanterer "nothing's here", og slå ham i gulvet for derefter at smide hans livløse krop i et mørkt hjørne.
