Til indholdet

Assassin' Creed III (Multi)

En tredelt historie

Det overordnede plot går som allerede beskrevet ud på at forhindre en altødelæggende katastrofe, der vil finde sted om kort tid. Men selvom katastrofen truer Desmond og hele den nutidige verden, så er det fortællingen om indianerdrengen Ratonhnhaké:ton, der vokser op til at blive en mægtig Assassin ved navn Connor, der indtager førersædet. Heldigvis. For det er en velfortalt og rigtig god historie. Den amerikanske revolution er en fantastisk tidsperiode, og den fungerer som det perfekte historiske tidsbillede, hvor de onde Templars kæmper en indædt kamp imod The Assassins om at finde frem til de kryptiske artefakter, der vil give kontrol over fremtiden.
Billede Billede
Det er utroligt, hvordan forfatterne har formået at skrive den fiktive sci-fi fortælling ind i dokumenterede og velkendte historiske hændelser før, under og efter den amerikanske revolution. Assassin’s Creed III er proppet med kendte personer, der ofte kommer til at spille store roller for den overordnede historie. Kender du bare lidt til den tidlige historie om Amerika og de Forenede Stater, vil det uden tvivl sætte gang i smilebåndende, når George Washington eller en af de andre ”Founding Fathers” pludselig indtager scenen, ofte på højst overraskende vis.
Billede Billede
Historien om Desmond og den overhængende katastrofe er endnu en gang det svageste led. For hvor du vil fryde dig over at færdes rundt i den unge Boston og i grænselandet i slutningen af 1700-tallet, hvor Connor virkelig har hjemme, så kommer Desmonds nutidige sekvenser atter en gang til at virke som unødvendige afbræk fra en ellers sammenhængende spiloplevelse. Ubisoft har uden tvivl gjort Desmond langt mere handlekraftig, og fortællingen hænger også rigtig godt sammen. Det er dog let at mærke, at historien omkring den amerikanske revolution, og specielt gameplayet, har fået langt mere kærlighed end den stakkels Desmond. Der er dog ingen tvivl om, at Assassin’s Creed III kommer med en tilfredsstillende afslutning. Men det vil vi absolut ikke skrive mere om. Det må du selv opleve.

Omfattende er et fattigt ord

Seks timer inde i spillet indtog undertegnede for første gang rollen som en ung Connor. Det siger lidt om spillets omfang, når prologen strækker sig så langt. Og det var vel og mærke uden, at jeg kastede mig over en eneste sidemission som Haythem Kenway! At kalde prologen for en tutorial er ikke helt forkert. Men faktisk har du slet ikke lært alt om spillet efter de indledende timer med Haythem. For når du endelig får Connor imellem hænderne, skal du først til at lære at leve som indianer. Træklatring, gemmeleg, jagt med bue og pil, fælder, lokkemad … det er blot nogle af de få ting, som bliver introduceret efter prologen.
Billede Billede
Assassin’s Creed-spillene har lige siden det første spil proppet flere og flere features ind i spilverdenen. Ofte på grænsen til, at det blev for meget (tower defense i Revelations, nuff said, red.). Assassin’s Creed III skorter så absolut ikke på ting at tage sig til. Tværtimod. Men der er en hidtil uset sammenhæng imellem alle sidebeskæftigelserne. Du jager for at tjene penge eller for at skaffe råvarer til dine medhjælpere. De kan så producere varer, som du kan sælge i byen via handelsruter. Pengene går så til indkøb af våben, kostumer, krudt, pile, fælder og utallige andre ting, som Connor får brug for på sin vej. Alt passer ind i nybyger-ånden og livet i grænselandet i et ungt Amerika.

Jager du meget, og sørger du for at få solgt dine produkter, så kan du skrabe mange penge sammen. Sikkert også for mange. Men alle aktiviteterne passer enormt godt ind i spillet. De skaber stemning og sammenhæng, derfor føles de ikke overflødige, hvilket var tilfældet med en del af aktiviteterne i de sidste to spil, Brotherhood og Revelations. Det er dog op til dig selv, om du vil tage del i alle disse sidebeskæftigelser, eller om du blot vil fokusere på historien.