Den sammenbidte New Yorker-strømer er tilbage. Men hvordan har Rockstar bragt Max Payne til live efter ni års fravær? Det har de gjort med en 3rd person shooter, der tager sig selv meget seriøst og med en hovedperson, der startede ud som menneskeligt affald, og derfra bevæger sig længere og længere ned. Velkommen til den alkoholiserede og deprimerende fortælling om Max Payne.
Helten med de hurtige reflekser
Sommeren 2001 bød på en mindre revolution inden for shooter-genren. Finske Remedy Entertrainment skød sig direkte ind i superligaen for spiludviklere med deres banebrydende Max Payne. Det første eventyr om den evigt uheldige politimand havde tre ting kørende for sig. En super flot grafik, hvor især ekstremt flotte teksturer gav spillet en hidtil uset fotorealistisk grafik. En formidabel noir-historie fortalt på genial vis via tegneserier med Max Payne som fortæller-stemme. Og så Bullettime. Slowmotion. Via lynsnare reflekser kunne Max Payne nærmest sætte tiden i stå og derefter flyve igennem luften. Det var første gang i fik lov til at lege The Matrix på spilform, og bullettime er sidenhen blevet fast inventar i alt fra skydespil til bilspil. Toeren fulgte trop i 2003 og bød på nøjagtig sammen noir-formular. Blot med flottere grafik og en herlig integration af Havok-fysiksystemet, så ting nu kunne flyve rundt, når kuglerne sprøjtede ud i lokalerne. Ni år senere er Max Payne endnu engang vågnet op til dåd. Men det er så absolut ikke den Max Payne vi kender ... og mange af os elsker.
En alkoholiseret, deprimeret narkoman
Kender du til Max Paynes gamle spil, vil du vide, at der en grund til, at Max Payne er en plaget mand. Hans kone og nyfødte
babby blev nemlig myrdet af nogle junkier. En oplevelse vi fik lov til at spille igennem i både etteren og toeren i nogle yderst underlige men ganske spændende drømmescenarier. Max Payne har derfor aldrig været den mest positive spilperson, og mange af hans beslutninger i de to første spil, ledte da også til nogle tragiske begivenheder. Max Payne er derfor godt og grundigt nede i rendestenen. Han er både alkoholiseret og dybt deprimeret. I Max Payne 3 har Max droppet NYPD, og vi møder ham i Hoboken, New Jersey, hvor han hamrer whiskey og painkillers ned i en lind strøm. Her kommer det til en konfrontation med den lokale mafia, hvor han redes af eks-strømeren Raul Passos. Sammen flygter de til Brazilien, hvor Raul og Max ved spillets start arbejder som livvagter for den rige Branco-familie.
I millionbyen São Paulo er skellet mellem de rige og fattigrøvene stort, så familier med penge på kontoen er ofte mål for kidnapninger. Det er netop en kidnapning af familieoverhovedets kone, Giovanna, der kickstarter den sindssyge rutschebane, der er Max Payne 3. Jeg vil ikke rigtigt beskrive handlingen mere her, da du selv skal opleve den. Det er nemlig en af de mest velfortalte historier, Rockstar nogensinde har leveret. Hvilket gør den til en af de bedste fortællinger i meget lang tid. Det er dog en typisk voksen Rockstar-fortælling, uden den velkendte noir-stil fra Remedy. Selvironien, humoren og de skøre indslag fra de gamle spil ikke at finde her. Max Payne 3 er en direkte deroute ned i de mørkeste dele af den menneskelige sjæl.
