12 år er gået, siden vi sidst lagde Diablo i graven, og ventetiden har lige siden annonceringen af Diablo III været nærmest uudholdelig. Men nu er det her. Diablo III er udkommet. Hvad har Blizzard så brugt de sidste mange år på at skrue sammen? Får vi et typisk Blizzard-produkt; sikkert, velproduceret, finpudset i det uendelige og næsten perfekt afbalanceret? Får vi noget nyt og innovativt eller måske noget helt tredje? Tag med Daily Rush en tur til helvede, når vi kigger nærmere på en af spilhistoriens mest ventede spil.
Lanceringshelvedet
Mandag den 14. maj stod i forberedelsernes tegn. Der skulle provianteres til den helt store guldmedalje, så kroppen og hjernen havde energi til at voldspille Diablo III, når Blizzard åbnede serverne et splitsekund over midnat. Sourcreme & Onion-chips. Sun Lolly-is. Romkugler fra First Price. Citronmåne. Faktisk citronmåner. Jeg havde købt to, så der kunne laves en fuldmåne. Dertil kom der en masse bolcher, chokolade og rigelige mængder af Red Bull, så jeg kunne holde mig vågen.
Kort før midnat begyndte jeg så at installere spillet, så jeg blot skulle trykke på den store, dejlige PLAY-knap kl. 00.01. Men ak, 58% inde i installationen brød min computer ned. "Installation Disc Corrupted, please download installer again". Det var som at få et hårdt spark lige løgene. Men jeg fik PC'en i gang igen med en sekundær harddisk. Derefter skulle jeg så hente den 7 GB store installationssfil ned igen fra Battle.net. Og jeg mødte et pænt presset Battle.net under lanceringen af Diablo III. Halvanden time senere var jeg dog klar til at installere på ny, og det gik som planlagt. Endelig kunne jeg trykke "PLAY".
Klokken var nu omkring 02.00, men jeg var stadig ved godt mod. Diablo III installeret og i gang med at loade. Derefter skulle jeg spendere en halv times tid med at modtage diverse "Error 37", og hvad Blizzard ellers kunne smide i hovedet på os hundredetusindevis af ventende spillere. Men pludselig blev mine data "authenticated", og jeg kunne nu lave min karakter. En Barbarian ved navn Beor. En ordentlig bøf af en karl! Et splitsekund fra at trykke "Start Game" mistede jeg så forbindelsen til Battle.net. ØV!
Det viste sig, at det ikke var Battle.net, der var synderen. Det var TDC. De valgte nemlig at lave service i Københavnerområdet netop den skæbnesvangre nat, hvor en stor del af landets mandlige befolkning skulle nørde så fantastisk meget igennem, at vi nok aldrig kommer til at se noget lignende. Ikke før Diablo IV.
Klokken var nu 03.00, og jeg var tæt på at give op. Men jeg ville gøre et sidste forsøg ved at bruge min yderst ramponerede og ganske sløve iPhone 3G som hotspot. Efter en halv times tid kom jeg så endelig igennem til serverne og kunne lave min Beor i fred. Og denne gang kom jeg helt til New Tristham. På trods af hardwarenedbrud, Blizzards (bevidste?) fejlvurdering af serverkapaciteten og TDC's sædvanlige uduelige timing var jeg klar til at møde helvedes afskum igen. Jeg mødte ikke på arbejde mere den uge (og det er sandt, red.).
