Fem dage var gået, og vi havde intet hørt fra ham. Vores anmelder, BruneBanan, var som sunket i jorden. Vi vidste godt, at den var helt gal. Vi tog en låsesmed og en sygehjælper med over til hans lejlighed. Allerede ude i opgangen kunne vi ane lugten af gammel pizza og indelukkethed. Selvom vi var forberedte på et slemt syn, blev vi alligevel overraskede, da låsesmeden åbnede døren til lejligheden. En bunke Coca Cola-flasker væltede, da vi maste døren op. Den var nærmest blokeret af pizzabakker. Stanken var ikke til at tage fejl af. Her var blevet spillet. Flere døgn i træk. Halvspiste færdigretter stod på både gulve og borde. Kaffekopper, Redbull-dåser og andre rester af koffeinholdige boosters lå spredt over hele lejligheden. Vi fandt BruneBanan liggende bevidstløs hen over tastaturet. Da vi løftede hans livløse krop væk fra tastaturet tonede Steam-vinduet frem på skærmen. Kun ét spil var installeret! Og der var spillet 78 timer. Spillet var The Elder Scrolls V: Skyrim. Dette er anmeldelsen. Stykket sammen af de rabiate skriblerier, vi fandt på computeren, efter BruneBanan blev sendt på hospitalet.
Jeg er, Doväkiin!
Et brøl flænser den idylliske ro i det falmende efterårslandskab. En mørk skygge bevæger sig hastigt hen over træer og klipper fulgt på vej af tunge, nærmest rungende, vingesus. Djernis springer af sin trofaste ganger, kigger rundt efter et godt udsigtspunkt og tager sin elverbue frem. Godt tohundrede meter fremme rager et klippeplateau et godt stykke ud over et gigantisk, rumlende vandfald. En perfekt arena til den episke kamp, der uden tvivl snart vil finde sted. Hvis bare Djernis kan nå derhen, så han ikke bliver fanget ude i det fri. Djernis sprinter alt hvad remme og tøjler kan holde hen imod plateauet. Et brøl bryder lyden af Djernis' åndedræt. Denne gang meget tæt på. Men da Djernis endelig står ved vandfaldet, høres kun den tordnende lyd fra vandmasserne. Hvor blev kræet af?
Med et øredøvende brøl lander en tonstung, skællet og pansret krop foran Djernis, der mister fodfæstet og vakler tilbage. Da han får styr på sin krop igen og kigger op, står han ansigt til ansigt med en gigantisk mørkegrå Blood Dragon. Dragen kigger kort på Djernis og hvisker på sit raspende dragesprog "Døøøøø...". Djernis når lige at hæve sit skjold, inden dragen åbner gabet og afslører et sæt store, knivskarpe tænder. Dragen udstøder et dybt brøl, og med brølet vælter flammerne op fra dens indre. Infernoet omkranser Djernis totalt, og han forsvinder i de hvidglødende flammer. Buske, træer og blomster fortæres. Intet ser ud til, at kunne overleve. Men da ilden dør ud, toner en skikkelse frem. Med løftet skjold og sværd i hånd står Djernis fast foran dragen. Enhver anden ville være blevet brændt til aske. Men Djernis er Doväkiin, dragefødt. Han har drageblod i sine årer og mestrer dragernes hemmelige sprog. Ilden bider ikke på ham og han frygter ikke sin overlegne modstander. Djernis sænker skjoldet og udstøder et vildt råb, et drageråb, et Thu'um, "FUS RO DAH!". Dragen bliver slået tilbage og Djernis springer frem. Kampen er begyndt.
Med drageråb, sværd, skjold, bue og pil kæmper Djernis mod dragen. Skiftevis på jorden og i luften. Til sidst, efter et par velplacerede pileskud, styrter dragen mod klippeplateauet. Den lander med et kæmpe brag og glider hen ad klipperne på dens bug. Djernis er ikke sen til at udnytte chancen. Han springer resolut op på hovedet af den omtumlede kæmpe. Med begge hænder hamrer han sit sværd ned igennem kraniet på dragen. Den er slagen. Roen sænker sig et kort sekund over landskabet. Små gnister former sig omkring dragens hornede og skællede krop. Gnisterne bliver til flammer, der snart omspænder både Djernis og drage. Dragen brænder væk, så kun skelettet ligger tilbage som et minde om den voldsomme kamp, og dragens kraftfulde sjæl videregives til Djernis. For som Doväkiin er han i stand til at absorbere og tøjle dragernes mægtige kræfter. Sådan starter eventyret om Djernis Dragedræber. Et fantastisk eventyr, hvis lige du aldrig har set.
