Enerverende checkpoint system
Spillets design er dog ikke uden problemer. Et af de mest gennemgående, er det mangelfulde checkpoint-system. Visse steder kan du manuelt gemme dit spil, men ellers må du forlade dig på når spillet selv gemmer. Uheldigvis følger spillet en devise der dikterer, at der aldrig gemmes midtvejs i arenakampe, uanset længde og sværhedsgrad. Meget af spillets udfordring kommer derfor gennem udholdenhed. Det er ikke unormalt at du bekæmper dæmoner i op mod et kvarter ad gangen, før du må fortsætte. Bedst som du tror du endelig har besejret den sidste dæmon, dukker der gerne fem nye op og leger med.
Når alt kører i olie og du udleder stærkt sundhedsskadelige tæv i alle retninger, er kamp i Dante’s Inferno en herlig oplevelse. Men slås du i ti minutter, for så at dø (ofte af et lille slag fra en ubetydelig fjende), hvorefter hele kampen skal startes forfra, forvandles herligheden til et klokkeklart eksempel på frustration. Det er på ingen måde sjovt eller underholdende at bekæmpe de samme dæmoner om og om igen, udelukkende fordi spillet nægter at gemme undervejs. Det forlænger spiltiden på den helt forkerte måde og det er dårligt gamedesign.
Et andet problem er spillets brug af de forskellige Helvedescirkler. Spillet starter solidt ud med en tur gennem Limbo, Lyst, Frådseri og Grådighed. Hele spillets første halvdel er i sandhed actiongameplay af høj kvalitet. Men i Vrede (den femte Helvedescirkel) begynder spillets kvalitet af krakelere. Vrede består primært af arenakampe. Cirklen fungerer som et kæmpe set-piece og virker umiddelbart intens og actionfuld. Men når checkpiont-systemet dukker frem igen, spoleres hele oplevelsen. Gang på gang skal arenakampene startes forfra, da man både skal holde styr på normale dæmoner og en gigantisk ilddæmon, der bidrager med yderligere kaos i kampene. Når en arenakamp er færdig, sidder man snarere og tænker ”Endelig!” frem for ”Yes!”.
Helvedes ottende cirkel, Bedrageri, er en anden skuffelse. Den inderholder, som Vrede, en lang række arenakampe, men lægger fremragende ud med en arenakamp, hvor man har uendelige mængder af magi til rådighed og kan gå uhæmmet amok. Denne befrielse skifter lynhurtigt til lutter begrænsninger, når uendelig magi erstattes af en arena hvor dit liv forsvinder af sig selv, en arena hvor du skal dræbe alle fjender i en enkelt kombo, eller en umenneskeligt irriterende udholdenhedsarena i marathonlængde, der tester din tålmodighed til den yderste grænse. Er du en temperamentsfuld person, bør du sikre vægge og fjernsyn mod flyvske controllere. Faktisk ender Bedrageri næsten som en bremse i historien og er medvirkende til at spillets pacing går fra klippesolid til lettere vakkelvorn jo længere du spiller.
Sidst kunne man ønske sig at visse områder var mere detaljerede. Byen Dis er ikke andet end en lille stenbro, som du styrter igennem efter et par minutter. Der er dertil for stor forskel på hvor omfattende de forskellige Helvedscirkler er. Grådighed tilbyder en stor portion kvalitetsgameplay, mens den niende cirkel, Forrædderi, næsten er ovre før den kommer igang.
