Visceral Games, der høstede stor ros for Dead Space, har bevæget sig over i en lidt anden genre og skabt Dante's Inferno. Spillet fortæller historien om Dante, der jagter Lucifer gennem alle Helvedes ni cirkler, i håbet om at befri sin kones sjæl fra evig fordømmelse. Spillet trækker på inspiration fra både Den Guddommelige Komedie og God of War, men kan det adskille sig fra sine forbilleder og - måske endnu mere vigtigt - er det sjovt at slagte løs i Helvede? Daily Rush har kastet sig ud i afgrunden for at finde ud af det.
Rejsen gennem Helvede
Korsridderen Dante er en stædig fætter. Han slagter lystigt løs under korstogene, da hedninge efter hans mening kureres bedst med tohåndsøkser. Det går dog værre eller bedre end at han får stukket en kniv i ryggen, men som den stædige mand han er, svarer han blot ”næh!”, da Døden fortæller ham at hans sjæl er fordømt. Han overvinder Døden, snupper hans le og vender snuden hjemad. Han opdager at både hans far og kone (Beatrice) ligger slagne. Han ankommer netop da hendes sjæl forlader hendes krop og trækkes ned i Helvede. Dante er ikke typen der accepterer den slags, så han sætter efter, fast besluttet på at skære al modstand i stykker af forskellig størrelse og få Beatrices sjæl tilbage igen. Herfra er der lagt op til en actionfyldt tur gennem alle Helvedes ni cirkler, før den endelig konfrontation med selveste Lucifer.
Har du hørt noget om Dante’s Inferno, ved du sandsynligvis at spillets historie og univers er kraftigt inspireret af Den Guddommelige komedie. Dette er skam også tilfældet, men Visceral Games har taget en del friheder for at få historien til at fungere som computerspil. Dante er f.eks. ikke digter, ligesom Vigil spiller en mindre prominent rolle end han gjorde i digtet. Umiddelbart kan spillets historie virke som en standard ”mand skal redde kone”-fortælling, men der foregår noget mere under overfladen (bogstaveligt talt). Jo længere Dante rejser gennem Helvede, jo mere sås der tvivl om hvem der oprindeligt gjorde, at Beatrice blev hevet til Helvede snarere end Himlen. Undervejs forvandler situationen sig fra farlig, over ulykkelig til direkte håbløs. Dante er som nævnt en stædig mand, så han får altid taget sig sammen til at fortsætte. Den mildt sagt trykkende stemning spillet igennem, gør slutningen ganske tilfredsstillende og du lever dig en anelse mere ind i den end du kanske havde regnet med.
Dante’s karakter er fint symboliseret i hans rejse gennem Helvedes ni cirkler. Ved første øjekast fremstår han som en dedikeret kristen soldat, der frarøves alt. Der går dog ikke mange sving med Dødens le, før hans fortid viser sig fra sin kulsorte side. Hver gang han besøger en ny cirkel, løftes sløret for nye synder og han viser sig faktisk at have været et regulært møgsvin, der ikke fortjener den vilde sympati eller medvind. Visceral har dog skabt et kompetent forhold mellem spillets handling og hans karakterudvikling. Hans kamp for Beatrice er samtidig en kamp om hans egen sjæl og du ender med at heppe på ham, trods hans skandaløse fortid. Han tager klart centrum i spillets fortælling: Vigil dukker op fra tid til anden, men han er relativt nyttesløs, ud over at fortælle hvilke sjæle der hører hjemme i hvilket cirkler af Helvede. Det lader til at Visceral næsten følte sig forpligtet til at inkludere ham i spillet, for Dante’s Inferno kunne snildt være foruden Vigil.
