Til indholdet

MAG (PS3)

Siden Zipper Interactive offentliggjorde deres seneste projekt MAG - Massive Action Game om man vil – og annoncerede det som det første shooter spil med hele 256 spillere af gangen har der hersket store diskussioner frem og tilbage om hvorvidt det var muligt, og om der måtte skæres væk for at få det til at fungere. Daily Rush har fået adgang til spillet og begiver sig ud i kampens hede for at finde ud af hvad der gemmer sig bag titlen.

En splittet fremtid

Året er 2025 og tre faktioner kæmper i en krig kaldet skygge krigen, for at blive den mest dominerende private hær i verdenen. Som spiller får man muligheden for at skabe en karakter inden for en af disse tre faktioner, og har man først valgt en faktion er der ikke mulighed for at lave en karakter i en anden medmindre man sletter sin første karakter. Den første faktion kaldes Raven og har hovedsæde i det vestlige Europa. De har fokus på højteknologisk udstyr og et motto der går på at den perfekte træning skaber den perfekte soldat. Den anden europæiske faktion har hovedsæde i det østlige Europa og kaldes SVER og består hovedsageligt af russiske soldater, og deres udstyr beskrives nok bedst som at være basket sammen af hvad der end kunne findes og bruges. Den tredje og sidste faktion er lokaliseret i Amerika og kaldes Valor. Denne faktion består af tidligere professionelle soldater fra den amerikanske hær, og deres udstyr svarer nogenlunde til hvad man kunne forvente nu om dags af deres soldater.
Billede Billede
MAG soler sig på at være den største online shooter på markedet – i det mindste når det kommer til antallet af samtidige spillere på en enkelt bane af gangen - men det er også nogenlunde hvad spillet formår at blære sig med. Historie er ikke noget man finder her, og går man med drømme om at spille singleplayer er dette en titel som man straks kan se bort fra da spillet udelukkende er en online fornøjelse. Med dette sat på plads er der ikke meget andet for end at se på hvad spillet nu har at byde på af andre fornøjelser. Spillet udspiller sig som enhver shooter bør, i et solidt første persons udsyn med minimalt interface. Styringen i spillet fungerer ganske godt og når først de forskellige knapper er memoreret er det ingen sag at skifte mellem granater, miner, geværer og meget meget mere. Spillet byder på et par enkelte spil typer med et varierende antal spillere til hver type. Det er altså ikke alle spil typerne hvori man mødes med 255 andre spillere.