Iklædt de kendetegnende masker kastes lejesoldaterne Rios og Salem endnu en gang ud i et actionfyldt skydegalleri, hvor co-op og våben-modificering er i fokus og alt andet tager en lille morfar på det digitale bagsæde. Formår Army of Two: The 40th Day at forbedre formularen fra det første spil, eller har Rios og Salem stagneret tidligt i deres karriere som actionhelte?
Shanghai tur/retur
Marts 2008 bød på det første Army of Two fra EA. Her på Daily Rush kvitterede vi med et flot ottetal, primært på grund af det rene fokus på samarbejde og co-op gameplay. Og så turde Army of Two at lefle for laveste fællesnævner og svælge i deres drengerøvsstil. Det var tydeligt, at formularen kunne forbedres i den uundgåelige efterfølger, så det var derfor med forventningsfulde fingre at skiven blev smækket i Xboxen og spillet bootet op (efter en kort installation, naturligvis, jeg skal jo ikke have en høreskade af den infernale larm fra drevet).
Vi møder Rios og Salem i Shanghai, hvor de øjensynligt er på sightseeing sammen med de andre turister. Det er dog kun et dække, da de to muskelsvulmende herrer som bekendt er lejesoldater. De er på en obskur mission, hvor Rios og Salem end ikke selv kender formålet. Det viser sig dog hurtigt, at de uvidende har været del af et større plot, der går ud på at ødelægge Shanghai. Historien udspiller sig via samtaler i gameplayet, små in-game video sekvenser og ved at finde radiotransmissioner rundt omkring i spillet. Fortællingen leveres dog så elendigt og udetaljeret, at det hele virker alt for fjernt og usammenhængende. Nu er undertegnede ikke et mentalt supermenneske, men efter første gennemspilningen var det overordnede plot stadig helt sort, og først ved anden gennemspilning begyndte sammenhængen at dæmre.
For at spice historien en smule op, har EA implementeret forskellige moralske valg, hvor man fx kan vælge at lade en person leve eller henrette personen, imod en sum penge. Efter valget udspiller der sig en lille animeret film, hvor man ser resultatet af sit valg. Disse små film er ofte meget overraskende og slutter aldrig helt som man forventer. Men disse sidehistorier har intet med spillet at gøre, og gameplaymæssigt betyder de moralske valg så godt som ingenting.
I afslutningen af spillet spidser disse valg til, men i stedet for at gøre tingene spændende, vil man afslutningsvis skulle træffe et ufatteligt stupidt og tåbeligt valg, noget som potentielt set kan ødelægge den lille gnist af glæde, visser personer måske kunne presse ud af historien. Forgængeren leverede en klichefyldt historie, som sendte de to herrer verden rundt. Men der var sammenhæng og en hvis morskab i sagerne. I Army of Two: The 40th Day fejler hele opsætningen virkelig grumt, faktisk så meget, at den usle historie trækker ned i hele spiloplevelsen.
