Hypemaskinen har kørt i overdrive de sidste måneder. Forventningerne er skyhøje. Forudbestillingerne har aldrig været flere. Årets største titel er landet og tak skævben hvor efterlader Call of Duty: Modern Warfare 2 et enormt krater. Infinity Ward har kreeret en værdig arvtager og samtidig en ny milepæl indenfor FPS-genren. Dette er langt fra en revolution, men derimod evolution når det er bedst. Sig farvel til dit liv og goddag til et gudsbenådet fantastisk actionpacked krigseventyr.
Hvordan forbedrer man det nærmest perfekte?
Da Infinity Ward tog det store spring i tiden, og bragte os den moderne krig i stedet for den fortærskede Anden Verdenskrig, var mange inden Call of Duty 4: Modern Warfares (CoD 4: MW) udgivelse noget skeptiske. Hvordan ville en nutidig krigsmaskine passe ind i den velkendte Call of Duty skabelon? Tiden skulle vise sig, at de to ting var som skabt for hinanden. Den korte men ekstremt underholdende singleplayer-kampagne blev bakket op af (og total overskygget af) en afsindig god multiplayerdel, der den dag i dag ligger nummer 2 på Xbox Live Activity listen, kun overgået af det afsindigt populære Halo 3. Spørgsmålet er så, om Infinity Ward har formået et bygge videre på succesen og skabt en efterfølger, der endnu en gang vil tage gamerhjerterne med storm og om to år stadigvæk ligge nummer 2, lige efter Halo 3? Svaret er et rungende ja! Men med det de forbehold, at Call of Duty: Modern Warfare 2 (CoD: MW 2) er et Call of Duty spil, med alle de goder og onder der følger med franchisen, og så er CoD: MW 2 ikke den revolution etteren var, men ”kun” en fantastisk videreudvikling af den eksakte formular vi så i sidste spil.
Den russiske bjørn er vågnet
Begivenhederne fra CoD 4: MW fører til, at den ultranationalistiske og ekstremt voldelige Zakajev nu bliver betragtet som en national helt og forholdet mellem øst og vest er værre nu, end under den kolde krig. En enkelt ekstrem begivenhed (som spilleren selv får mulighed for at deltage i) resulterer i en russisk invasion af USA. Undervejs skifter man perspektiv mellem US Rangers, hvis passager er åben krig, og så Taskforce 141, en lille elitær gruppe af særlig udvalgte soldater, ledt af Soap fra det første spil. Historien er grandios men samtidig kogt ned til 2-3 minutters forvirrende snak mellem spillets missioner. Resultatet er en handling, der på trods af den meget forsimplede natur, faktisk kan være ret svær at gennemskue og følge med i. En mere udpenslet historie ville have givet spilleren større mulighed for at leve sig ind i universet, noget som givetvis vil være ret svært, på det meget tynde grundlag historien leverer her.
Men CoD: MW 2 formår alligevel at skabe nogle ret solide personligheder, og der bliver introduceret et par velkendte herrer fra etteren, hvor især et enkelt gensyn er enormt fedt lavet. På trods af den kringlede beretning, går Selve målene med de forskellige missioner dog altid klart igennem, og den forsimplede fortælling giver Infinity Ward helt fire hænder, når det kommer til at kreere den ene mere sindssyge mission efter den anden. Og er man fan af hidsig action, vanvittigt fede missioner og voldsom død og ødelæggelse, gør ingen det bedre end CoD: MW 2.
