Til indholdet

Resident Evil 5 (PC)

Fik du ikke skudt dig en masse zombier af hovedsageligt afrikansk afstamning da Resident Evil 5 tog Xbox 360 og Playstation 3, har du nu muligheden for at nyde en øget præcision med keyboard og mus på PC’en. Daily Rush har endnu en gang kæmpet med kluntet styring, irriterende AI og lettere forældet gamedesign, der alligevel formår at charmere sig ind under huden på den Brune Banan, selvom spillet essentielt set er helt det samme, som det var for seks måneder siden, da det udkom til konsollerne.

En gammel helt vender tilbage

1996. Resident Evil. En mørk gang. To hunde og ødelagte vinduer. Sådan vil mange huske det første spil i den efterhånden gamle serie. Episoden hvor de zombificerede køtere blæste igennem ruden, var første gang undertegnede vrælede som en tøs og nægtede at spille i flere dage derefter (dette har igennem årene gentaget sig en del gange). Ligesom i 1996 er det endnu engang Chris Redfield, der indtager hovedrollen. Sammen med den lokalkendte BSAA agent Sheva Alomar tager Mr. Redfield en actionfyldt tur igennem et afrikansk helvede. De to uheldige helte er på jagt efter en mand ved navn Irving, som umiddelbart udgør en biokemisk terrortrussel.
Billede Billede
I samme sekund Chris sætter militærstøvlerne i den støvede jord i den fattige landsby, rammer den trykkende og fjendtlige stemning spilleren som en hammer. Og efter knap 5 minutters spilletid, starter en intens kamp på liv og død, da lokalbefolkningen selvfølgelig er blevet til zombier. Ikke de klassiske zombier; de genopståede døde, menneskeædende halvrådne stinkbomber. Men de hyper aggressive gespenster som vi stiftede bekendtskab med i Resident Evil 4. Det er endnu en gang La Plague virussen der er på spil, om end en lidt anden udgave i denne ombæring. Plottet tager en del platte og langt ude drejninger igennem de seks kapitler, ganske som det hører sig til i et Resident Evil spil. Der bydes på gensyn med nogle gamle kendinge, så for gamle fans af serien er der lagt lidt i ovnen til en hyggestund. Afsløringer skal jeg ikke komme med, da heftige trusler fra Capcom om død og ødelæggelse hænger over hele redaktionen. Det skal dog nævnes, at den forræderiske Væsker (Wesker) vender tilbage, med alle hans fancy Matrix-moves. Historien fungerer fint i kontekst med resten af Resident Evil universet, selvom der ikke bydes på hverken dybde eller logik. Forvent B-films-plot og tillad Resident Evil serien dens enfoldigheder, så bliver du ikke skuffet.
Billede Billede
Der har været megen snak om racisme, da man i Resident Evil 5 (RE 5) overvejende skyder på fjender af den afrikanske overbevisning. Folk af den mening, at RE 5 er et racistisk spil, burde klassificeres som værende psykisk syge. Mere relevant ville det være, at diskutere den altomsluttende fattigdom i Afrika, eller det, at store firmaer benytter den fattige befolkning som forsøgspersoner. Men det er en helt anden sag, vi kan diskutere i andetsteds.