Tusindevis af gratis spilletimer
DayZ - Zombierne kommer
Salget af Bohemias ArmA II var efterhånden gået i stå. Men pludselig begyndte spillet at sælge som varmt brød. Det var ikke fordi, Bohemia pillede ved spillet eller kom med nyt indhold. Nej, det var DayZ-modifikationen. DayZ er lige nu den hotteste mod på markedet, og på kun en måned er antallet af spillere steget fra omkring 500.000 til næsten 1.000.000. Både Steam og Bohemia fik øjnene op for populariteten og smækkede ArmA II og udvidelserne på tilbud via Steam Summer Sale, hvilket fik folk til at købe som gale. Men hvorfor er DayZ så hamrende populært?Det er det, da DayZ er alle zombiefanatikeres vådeste drøm. En 220 kvadratkilometer stor Ø, hvor zombierne løber løbsk. Du starter uden våben eller udstyr, og så gælder det kun om én eneste ting: overlevelse. Der er intet andet formål! Det er bygget på ArmA II's hyperrealistiske spilverden, så døden er hurtig og utilgivende. Du skal både finde mad, førstehjælpspakker, udstyr og selvfølgelig også våben, hvis du vil gøre dig noget håb om at overleve. Fik vi nævnt, at alle andre spillere muligvis er ude på at slå dig ihjel for at stjæle dig udstyr? Og det er med permadeath!
ArmA II er som udgangspunkt smækfyldt med fejl, ganske som et ArmA-spil skal være. Disse fejl dukker ofte op i DayZ, men skaberen retter til, det bedste han kan. Det sidste nye er, at der måske kommer en regulær stand alone Dayz-udgivelse. Det vil nemlig gøre spillet nemmere at vedligeholde og opdatere. Internettet er propfyldt med fantastiske DayZ-historier. En af de mest interessante og informationsrige er Total Biscuits "WTF is DayZ", hvor han spiller en lille times DayZ med skaberen, Dean "Rocket" Hall. Den kan du se nedenunder. For at spille DayZ skal du have ArmA II: Combined Operations, der kan rekvireres via Steam. Derefter kan du springe over til den officielle DayZ-hjemmeside og hente filerne ned.
| « Forrige side | Næste side » |