Verden er et skørt sted
Singleplayer-delen minder i de få kapitler, som var til rådighed, i en uhyggelig grad om kampagnen fra Battlefield 3, som ikke var en udpræget succes jf.
vores PC-anmeldelse, og her er de fede køretøjselementer tilmed udeladt. Dog er der enkelte sekvenser, hvor man håndterer en jeep, men disse er ret afgrænsede med frihed. Man tosser tit og ofte rundt med sit hold til fods, og bliver en gang imellem traditionen tro sendt på stik-i-rend-missioner alene, således at man kan hjælpe sit hold gennem en forhindring. På en mission i det borgerskrigsplagede Somalia skal man op i et forladt klokketårn og lege snigskytte for at fjerne nogle RPG-udstyrede fjender, som skyder efter nogle helikoptere. Selve kampdelen revolutioneres på ingen måde, da du blot bevæger dig fra område til område, finder dække, nedkæmper fjenden og bevæger dig videre. Det har alle dage irriteret mig, at man altid agerer magnet for fjendeild, og igen lignede Warfighter sine forgængere. Skydedelen er ganske habilt lavet, men føles alligevel intetsigende. Der er indlagt mekanismer, som prøver at gøre spillet virkelighedstro, men det føles blot irriterende, når man skal holde en ekstra knap nede for at zoome længere ind med et ekstra optisk sigte, selvom der i forvejen er et på ens riffel.
De to missioner var da flot strikket sammen, men meget monotone i deres udtryk og udfordringer. Tilmed føles det som om, at det hele er set før hos de to store konkurrenter, hvilket efterlader os med en forundring over, hvorfor Danger Close ikke tager nogle flere chancer for fornyelse i stedet for at levere, hvad der synes at blive endnu en kønsløs shooter, som ikke kan skille sig ud fra mængden. Hvor man forsøger at hylde samarbejdet i multiplayer med Fireteams aka. et buddy/makker-system, så er holdfølelsen ironisk helt fraværende i singleplayer.
