Dræb kræftpatienter
Inde på tennisbanen står endnu en vagt. Han bliver dræbt med klavertråden, der nu er blevet langt nemmere at bruge. I de gamle spil skulle 47 står helt perfekt før han ville springe på en fjende og kvæle ham. Det er en lille rettelse, som gør spillet langt mere fornøjeligt.
Nu er der kun en have imellem indgangen til huset og 47. Den er dog bevogtet af fem vagter. Alt for mange til at dræbe. Der er flere veje igennem, og en af dem er kun bevogtet af en enkelt vagt. Vi sniger os ned bag ham. Men han står desværre i synsfeltet af to andre, der snakker ivrigt om den snarligt kommende lønningsdag. Vi samler derfor en bog op og kaster den ind i en hæk. Lyden får vagten til at undersøge sagen, hvorved vi kan smutte lydløst forbi.
Efter at have klædt sig ud som en gartner, så vi kunne vade direkte igennem et drivhus, står vi ved en klippeafsats. Huset ligger lige ud til klippen, så med lidt snilde kravler 47 ud på afsatsen og hen til det nærmest vindue. Vejen er dog spærret af en vagt, der står og kigger ud af vinduet. Vagten snakker i telefon og virker enormt glad. Han er nemlig lige blevet opereret for prostatakræft. ”Jeg er simpelthen bare så glad! Jeg er helt rask. Intet kan ødelægge min dag!”, når vagten lige at sige, inden 47 rykker ham ud af vinduet og sender ham skrigende ned i afgrunden, hvor den netop helbredte mand splatter ud på klipperne. Den mørke humor lever i bedste velgående. Vi fandt efterfølgende ud af, at vi blot kunne have ladet vagten tale færdig og se ham forlade vinduet. Men det er der jo ingen sjov i.
Du bliver bedømt på alt
Efter drabet på kræft-overleveren er tutorialen færdig. Herfra starter spillet sit bedømmelsessystem. Alt, hvad du laver, bliver nemlig sporet, så du bliver belønnet derefter. Hvor mange dræber du, bliver du set, larmer du eller er du lydløs ninja? Målet er selvfølgelig at få den eftertragtede ”Silent Assassin”, der gives til spilleren, som slet ikke opdages.
Målet i denne første mission er en kvinde. En velkendt kvinde for kendere af Hitman-spillene. Vi afslører ikke noget her i previewet, men lad det blot være sagt, at historien får en særdeles spændende og ganske personlig vinkel. Huset er proppet med vagter. Så vejen til kvinden er bestemt ikke nem. Vi startede med at snige os ud på et badeværelse uden nogen reel ide om, hvordan vi skulle komme forbi de mange vagter. Vi fandt noget sovemiddel, og så begyndte en snedig plan at tegne sig for os. Sovemidlet røg i kokkens gryde. Den velvoksne kok dejsede derfor om, da han havde smagt maden til. Iført kokkens tøj kunne vi gå ind i en stor stue, der var proppet med vagter. Her holdte vagtchefen en peptalk, for at holde sine folk på stikkerne. Da ingen kiggede fik vagternes kaffe et skvæt sovemiddel. Fem minutter senere var chefen dejset om i en tom gang. Vi gemte hans krop af vejen i garderobeskab og tog hans nøglekort.
Kortet gav adgang til anden etage, hvor målet befandt sig. Værelset med kvinden var dog bevogtet af fire bevæbnede mænd. Her blev vi introduceret til spillets autokill-funktion. Ved brug af en ressource kaldet ”Instinct”, kan 47 ”tagge” x antal fjender og derefter banke skuddene af lynhurtigt. Featuren fungerer upåklageligt, og de fire mænd dør på et splitsekund i en filmisk dødsdans. Featuren er dog, ganske som i Splinter Cell Conviction, enormt kedeligt og intetsigende. Ideen om at spillet fratager kontrollen fra spilleren er bare ikke noget, vi synes om. Bestemt ikke i et spil som Hitman. Det er derfor ikke noget, som vi har tænkt os at gøre brug af. Og det behøver man heldigvis heller ikke at gøre.
Kort efter falder den nøgne kvinde sammen og visker noget til Agent 47, inden hun udånder. Hun vidste, at han ville dræbe hende. Hun efterlader dog en ekstrem vigtig pakke til hendes morder, og herfra tager historien en ganske interessant drejning. Formår resten af spillet at levere samme grad af følelsesmæssig involvering, bliver det spændende at følge eventyret til ende.
