Den skallede hævner. Den dræbende isse. Stregkodeninjaen. Kær, skallet lejemorder har mange navne. Vi var for nylig på besøg hos IO Interactive, hvor vi skulle finde ud af, om de gode drenge hos IO havde genfundet de gode takter igen efter deres Kane & Lynch eventyr. Vi skulle med andre ord kaste os over Hitman: Absolution. Her er vores oplevelser
I audiens på Bryggen
En yderst blæsende dag leverede skummende bølgetoppe på kanalerne i København. Vinden sørgede også for, at vi var enormt svedige og forblæste, da vi ankom til IO Interactives kontorer ved Bryggen i København. Nu skulle vi én gang for alle finde ud af, hvorvidt Hitman: Absolution var blevet til den blødsødne shooter, som alle vi gamle fans har frygtet så meget.
Vi blev gelejdet ind i et tillukket og mørkt, hvor der var linet et dusin Xbox 360’ere op foran lige så mange skærme. Vi fandt hurtigt konsollen med Daily Rush-mærkatet. Her satte vi os til rette, fandt iPad ‘en frem til notaterne og skulle så til at trykke Start. ”STOP. Ingen trykker på noget, inden vi har lavet en fælles introduktion,” lød desværre fra den ene ende af rummet. Den obligatoriske intro skulle selvfølgelig lige overstås, inden vi blev sluppet løs. På skærmen kunne vi se et supercloseup af Mr. 47, der gloede olmt efter os. Det kriblede i fingrene, for bare at flå kontrolleren op fra bordet og trykke ivrigt på alle knapperne. Men vi ventede trofast, og den indledende snak var heldigvis både sjov og kortfattet.
Lydløs introduktion til drab
Første mission er traditionen tro en tutorial, hvor de essentielle dele af spillet bliver præsenteret og gennemgået. Selvom vi er drevne lejemordere og har været igennem alle Hitman-spillene op til flere gange, var vi alligevel glade for en kort oplæring. Det sidste spil, Blood Money, ligger nemlig en del år tilbage.
Vi starter uden for porten til at stort hus, der vel nok nærmere er et palæ. Agent 47 står i hans velkendte sorte ”uniform” ved siden af en isbil. Isbilens ejer ligger selvfølgelig død inde i bilen, da Mr. 47 skulle låne hans ismandsoutfit til at komme tættere på palæet. En stemme i øret guide os hen til porten, men da den er låst bliver vi nødt til at liste os igennem haven. Her møder vi den første vagt. Kvindestemmen dikterer, at vi skal knæle ned bag en mur og skjule os. Her ser vi for første gang coversystemet i aktion. Det føles let og intuitivt.
Stemmen vil have os til at liste op bag ved vagten og nedlægge ham med den velkendte klavertråd. Men da vi ikke lader os diktere af emsige kvindemennesker, samler vi en nærliggende mursten op og tyrer den i nakken på vagten. Han falder bevidstløs om. Vi sniger os derefter videre. Næste vagt står ved indgangen til en tennisbane. Vi fisker en enkelt lyddæmpet silverballer (pistol) frem og popper hans kranie som en moden bums. Lydløst skvatter kroppen sammen. Vi propper liget ned i en bladcontainer, så andre vagter ikke finder det.
