Assassin's Creed III Preview (PS3)

Velkommen til Sequence 6

I en lækker riddersal med dusinvis af store 40” skærme sad alle de andre fanger a.k.a supernørdede spiljournalister. Klistret til hver deres vindue ind til Assassin’s Creed III’s forunderlige verden ænsede de slet ikke os nyankommne. Vi blev trukket hen foran en skærm og placeret på en skammel. Her skulle vi spendere resten af dagen. Ikke nogen slem straf, hvis vi nu skal være helt ærlige. Kontrolleren lå på bordet foran os. Men vi måtte ikke røre den. Vi skulle først have en fælles introduktion af udviklerne fra Ubisoft. Så vi ventede. Og ventede. Og ventede … og ventede noget mere. En finsk spiljournalist var nemlig forsinket. Og uden ham kunne introduktionen ikke gå i gang. Efter en lille times venten dukkede han endelig op, og vi kunne endelig få introduktionen. Med lidt skummelt stirren på vores forsinkede finne, gik vi så i gang med spillet. De lidt utilfredse miner forsvandt som dug for solen, da vi endelig sad med Playstation 3-kontrolleren i hånden og startede Assassin’s Creed III. Spilkoden var blot et par uger gammel, så den var næsten komplet. Selvom vi kunne forvente lidt bugs, skulle vi altså sidde med et ganske velfungerende spil. Vi skulle spille kapitel seks, eller Sequence 6, som det kaldes i spillet. Her er de fleste af Assassin’s Creed III’s aspekter nemlig introduceret til spilleren, og vi kunne få lov til at lege med alt lige fra free roaming i ødelandet til heftig krig på de skummende bølger. Vi startede i Davenport Homestad. Året var 1773.

Velkommen til grænselandet

Hovedpersonen Connor er i Sequence 6 allerede en vigtig person og en ganske holden mand med hans helt eget hus. Huset kaldes for Davenport Homestad, og det er hjem for Connor og hans nærmeste bekendte og hjælpere. Da vi starter spillet, står Connor uden for det store hus og kigger rundt. Det første, der slår os, er den grafiske opgradering. Spilverdenen ser langt mere levende og varieret ud, og Connors animationer er mere naturtro og livlige, en klar opgradering fra de allerede meget flotte animationer i de gamle spil.

Vi er uden for byen. Vi er på ”The Frontier”, grænselandet. Øde, fyldt med træer, klipper og vilde dyr. Dusørjægere, krybskytter og andre initiativrige folk er at finde i de sparsomt beboede naturområder. Vi beslutter os for at tage en løbetur ud i skoven. Vi mærker med det samme, at Connor er langt mere adræt og responsiv end både Ezio og Altaïr, seriens gamle hovedpersoner. Det nye parkoursystem skinner igennem fra første sekund. Ikke langt fra huset hører vi et stønnende buskads. Vi undersøger straks sagen. Det var ikke en seksuel opstemt tjørnebusk, men en såret indianerkvinde. Vi samler hende op og bærer hende tilbage til hjemstedet. Her finder vi ud af, at hun er blevet mishandlet af en flok lumske krybskytter. Det går naturligvis ikke. Connor er nemlig områdets beskytter og de svages forkæmper. Som den amerikanske revolutions Robin Hood sørger han for, at de onde får deres bekomst. Derfor drager han straks ud for at søge krybskytterne. De skal have deres straf. Straffen udmåles selvfølgelig til død ved kniv, økse, hængning og andre sjove henrettelsesmetoder.