Vi fik for nylig lov til at sidde en lille halv time foran en PC med Far Cry 3 kørende. Efter godt 45 minutter måtte flere vagter fra Ubisoft slæbe os væk fra skærmen, da vi absolut ikke ville give slip frivilligt. Far Cry 3 er for fedt! Læs med i vores preview af den fantastiske sandkasse, Far Cry 3 viste sig at være.
Overraskende flot og åbent
Vi har hidtil kun set fastlagte missioner fra Far Cry 3. Og når udviklerne hos Ubisoft er blevet spurgt om, hvorvidt Far Cry 3 ville blive et open world spil hen ad Far Cry 2, har de altid givet et yderst vagt svar. Vi regnede derfor med, at Far Cry 3 ville byde på en lineær og forholdsvis stringent oplevelse som Far Cry 1. Hvor tog vi dog fejl! Det gik op for os, da vi ved PAN Vision Playground-eventen fik lov til at kaste os over det åbne ørige. Der var ingen missioner, blot det palmedækkede bjerglandskab, der kunne udforskes i vores helt eget tempo.
Vi sad ved en kraftig PC, men med en kontroller i hånden, desværre. Demoen skulle prøves af mange den dag og gennemsnitsgameren kan desværre ikke finde ud af at benytte mus og keyboard. Men styringen virkede rigtig godt med controlleren, og vi glemte hurtigt trangen til at skifte over til keyboard og mus. Grafisk var spillet slet ikke til at kende fra dengang, vi var i hos Massive Entertainment til multiplayertest. Far Cry 3 er simpelthen flere gange flottere i singleplayer. Det frodige ø-paradis fremstår som en sand farveeksplosion, hvor flora og fauna ser så lækkert ud, at man med det samme får lyst til at smide alt over bord for selv at rejse ned til troperne. Vi snakker ikke Crysis-lignende, realistisk grafik. Det spil, selvom det er fra 2008, ligger stadigvæk milevidt foran Far Cry 3 og alle andre spil for den sags skyld. Men bare rolig, grafikken vil ikke skuffe. Far Cry 3 er en sand lækkerbisken.
Verden ligger for dine fødder
En lille landsby tonede frem på skærmen. Folk gik rundt og vandede blomster, plukkede ukrudt og passede generelt bare sig selv. Byen lå omkranset af junglen, og virkede meget hyggelig. Hyggelig og alt, alt for kedelig. Vi gik derfor over til den nærmeste indbygger, rettede våbnet imod hendes ansigt og trykkede af. ”Du kan ikke bruge våben her!”, lød den skuffende besked. Fair nok. Ingen grund til at påbegynde en etnisk udrensning som det første. Vi forlod derfor landsbyen og gik på udforskning på øen. Få minutter efter stod vi i den forholdsvis tætbevoksede jungle. En nærliggende busk begyndte pludselig at knurre. Den fik derfor et par skud fra seksløberen. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var buskadset, der var sur. Det var i stedet en flok arrige og ret vilde hunde. Grundet den tætte bevoksning, var det umuligt at spotte dem, før de sad i anklerne på os. Vi tog derfor førnævnte ankler på nakken og sprintede det bedste, vi havde lært.
Vi ankom kort efter til en bar plet, hvor der stod et lille skur, en bil og en radiomast. Med panikken lurende lige under overfladen sprang vi resolut op på bilens køler og videre op på taget. En rigtig klog beslutning, da fem hunde sekundet efter kom løbende ud fra junglen. De havde ikke mistet færden af os. Stående på bilen var det heldigvis ingen sag at nedlægge den ene hund efter den anden. Vi vandt det første møde med dyrelivet!
